Fælles europæiske arbejdstidsbestemmelser/Subpart Q

FLYVE- OG TJENESTETIDSBEGRÆNSNINGER SAMT HVILEBESTEMMELSER

 

OPS 1.1090

 

Formål og anvendelsesområde

 

1. Luftfartsforetagendet skal udarbejde en plan for besætningsmedlemmers flyve- og tjenestetidsbegrænsninger samt

hvilebestemmelser.

 

2. Luftfartsforetagendet skal sikre følgende for alle sine flyvninger:

 

2.1. Planen for flyve- og tjenestetidsbegrænsninger samt hvilebestemmelser skal være i overensstemmelse med

a) bestemmelserne i denne subpart og

b) eventuelle bestemmelser, som myndigheden i overensstemmelse med denne subpart anvender til opretholdelse

af sikkerheden.

 

2.2. Flyvninger skal planlægges således, at de er afsluttet inden for den fastsatte flyvetjenesteperiode, hvori der

medregnes den nødvendige tid til forberedelse af flyvningen, selve flyvetiden og turnaround-tiden.

 

2.3. Der skal udarbejdes tjenesteplaner, som bekendtgøres i så god tid i forvejen, at besætningsmedlemmerne kan planlægge

fyldestgørende hviletid.

 

3. Luftfartsforetagendets ansvar

 

3.1. Luftfartsforetagendet skal udpege en hjemmebase for hvert besætningsmedlem.

 

3.2. Luftfartsforetagendet forventes at kende sammenhængen mellem hyppighed af og mønster for flyvetjenesteperioder

og hvileperioder og at tage behørigt hensyn til den akkumulerede virkning af lang tjenestetid med minimumshvileperioder.

 

3.3. Luftfartsforetagendet skal tildele tjenestetid således, at der undgås uhensigtsmæssig praksis såsom skiftevis dag- og

nattjeneste eller positionering af besætningsmedlemmerne på en sådan måde, at der opstår alvorlig forstyrrelse af

det normale søvn/arbejdsmønster.

 

3.4. Luftfartsforetagendet skal planlægge lokale tjenestefri perioder og på forhånd underrette besætningsmedlemmerne

herom.

 

3.5. Luftfartsforetagendet skal sikre, at hvileperioden er tilstrækkelig lang til, at besætningen overvinder virkningerne af

forudgående tjenestetider og er veludhvilet ved påbegyndelsen af den efterfølgende flyvetjenesteperiode.

 

3.6. Luftfartsforetagendet skal sikre, at flyvetjenesteperioderne planlægges på en sådan måde, at besætningsmedlemmerne

er tilstrækkeligt udhvilede, således at de under alle forhold kan udføre deres arbejde på et tilfredsstillende

sikkerhedsniveau.

 

4. Besætningsmedlemmers ansvar

 

4.1. Et besætningsmedlem må ikke udføre opgaver i en flyvemaskine, såfremt vedkommende er vidende om, at han/

hun er træt eller kan formodes at komme til at lide af træthed, eller såfremt vedkommende føler sig uarbejdsdygtig

i en sådan grad, at flyvningen kan blive bragt i fare.

 

4.2. Besætningsmedlemmer skal i størst mulig udstrækning gøre brug af de disponible hvilemuligheder og -faciliteter og

tilbringe deres hvileperioder på passende måde.

 

5. Civile luftfartsmyndigheders ansvar

 

5.1. Undtagelser

 

5.1.1. Under iagttagelse af artikel 8 kan myndigheden i overensstemmelse med gældende love og procedurer i de berørte

medlemsstater og i samråd med de berørte parter tillade undtagelser fra kravene i denne subpart.

 

5.1.2. Ethvert luftfartsforetagende skal under anvendelse af sine operationelle erfaringer og under hensyntagen til andre

relevante faktorer som for eksempel den foreliggende videnskabelige viden påvise over for myndigheden, at anmodninger

om undtagelser svarer til et fyldestgørende sikkerhedsniveau.

Om nødvendigt ledsages sådanne undtagelser af passende foranstaltninger til nedsættelse af risikoen.

 

OPS 1.1095

 

Definitioner

I denne forordning gælder følgende definitioner:

 

1.1. Udvidet flyvebesætning:

En flyvebesætning, der består af flere personer end det påkrævede mindsteantal for den pågældende flyvemaskine,

og hvor hvert besætningsmedlem kan forlade sin post og blive erstattet af et andet passende kvalificeret flyvebesætningsmedlem.

 

1.2. Bloktid:

Tidsrummet mellem en flyvemaskines første manøvrering fra standpladsen med henblik på start og til parkering af

flyvemaskinen på standpladsen og standsning af alle motorer eller propeller.

 

1.3. Pause:

En periode, der tæller som tjenesteperiode, men hvori besætningsmedlemmet fritages for alle opgaver, og som er

kortere end en hvileperiode.

 

1.4. Tjeneste:

Enhver opgave, som et besætningsmedlem skal udføre i forbindelse med en AOC-indehavers virksomhed.

Medmindre der er fastsat specifikke regler i denne forordning, fastlægger myndigheden, hvorvidt og i hvilken

udstrækning standby skal betragtes som tjeneste.

 

1.5. Tjenesteperiode:

En periode, der begynder, når et besætningsmedlem af luftfartsforetagendet pålægges at påbegynde tjeneste, og som

slutter, når besætningsmedlemmet fritages for alle opgaver.

 

1.6. Flyvetjenesteperiode (FDP):

En flyvetjenesteperiode (FDP) er en hvilken som helst periode, hvor en person udfører opgaver i et luftfartøj som

medlem af besætningen. FDP begynder, når et luftfartsforetagende anmoder et besætningsmedlem om at møde til

en flyvning eller en række af flyvninger; den ophører ved afslutningen af den sidste flyvning, hvor vedkommende

er tjenestegørende besætningsmedlem.

 

1.7. Hjemmebase:

En for besætningsmedlemmet af luftfartsforetagendet angivet lokalitet, hvor besætningsmedlemmet normalt påbegynder

og afslutter en tjenesteperiode eller en række af tjenesteperioder, og hvor luftfartsforetagendet under

normale omstændigheder ikke er ansvarligt for indkvartering af det pågældende besætningsmedlem.

 

1.8. Lokal dag:

En 24 timers periode, der begynder kl. 00.00 lokal tid.

 

1.9. Lokal nat:

En otte timers periode mellem kl. 22.00 og kl. 08.00 lokal tid.

 

1.10. En enkelt dag fri fra tjeneste:

En enkelt dag fri fra tjeneste omfatter to lokale nætter. Der kan indgå en hvileperiode som en del af en dag fri fra

tjeneste.

 

1.11. Tjenestegørende besætningsmedlem:

Et besætningsmedlem, der udfører sine opgaver i et luftfartøj under en flyvning eller under en hvilken som helst

del af en flyvning.

 

1.12. Positionering:

Befordring på et luftfartsforetagendes foranledning af et ikke-tjenestegørende besætningsmedlem fra sted til sted,

dog ikke rejsetid. Rejsetid defineres som

- den tid, der medgår til befordring fra hjemmet til et angivet mødested og vice versa, samt

- den tid, der medgår til lokal transfer fra et hvilested til påbegyndelse af tjenesten og vice versa.

 

1.13. Hvileperiode:

En uafbrudt og nærmere bestemt periode, hvor et besætningsmedlem er fritaget for al tjeneste og for standby i lufthavn.

 

1.14. Standby:

En nærmere bestemt periode, hvor et besætningsmedlem på luftfartsforetagendets forlangende skal stå til rådighed

for at modtage indkaldelse til flyvning, positionering eller anden tjeneste uden mellemliggende hvileperiode.

 

1.15. Window of Circadian Low (WOCL):

WOCL er tidsfasen fra kl. 02.00 til 05.59. Inden for tre sammenhængende tidszoner er WOCL hjemmebasens tidszone.

Uden for disse tre tidszoner refererer WOCL til hjemmebasens tidszone i de første 48 timer efter afgangen fra

hjemmebasens tidszone og derefter til den lokale tid.

 

OPS 1.1100

 

Flyve- og tjenestetidsbegrænsninger

 

1.1. Akkumuleret antal tjenestetimer

Luftfartsforetagendet skal sikre, at det samlede antal tjenesteperioder, som et besætningsmedlem skal gøre tjeneste i,

ikke overstiger

a) 190 tjenestetimer i 28 på hinanden følgende dage fordelt så jævnt som muligt over denne periode

b) 60 tjenestetimer i 7 på hinanden følgende dage.

 

1.2. Begrænsning af den samlede bloktid

Luftfartsforetagendet skal sikre, at den samlede bloktid for flyvninger, hvor et individuelt besætningsmedlem er tjenestegørende

besætningsmedlem, ikke overstiger

a) 900 bloktimer i et kalenderår

b) 100 bloktimer i 28 på hinanden følgende dage.

 

 

OPS 1.1105

 

Maksimal daglig flyvetjenesteperiode (FDP)

 

1.1. Denne OPS gælder ikke for flyvninger med én pilot i flyvemaskinen og for ambulanceflyvninger.

 

1.2. Luftfartsforetagendet skal angive mødetider, som på realistisk vis afspejler den nødvendige tid til sikkerhedsmæssige

opgaver på jorden godkendt af myndigheden.

 

1.3. Den maksimale basis-FDP pr. dag er 13 timer.

 

1.4. For hver sektor regnet fra den tredje sektor og fremefter nedskæres disse 13 timer med 30 minutter, dog maksimalt

to timer i alt.

 

1.5. Når FDP påbegyndes i WOCL-tidsfasen, nedskæres den i punkt 1.3 og 1.4 anførte maksimale tid med 100 % af den

tid, som FDP strækker sig ind i WOCL-tidsfasen med maksimalt to timer. Når FDP afsluttes inden for eller helt

omfatter WOCL-tidsfasen, nedskæres den i punkt 1.3 og 1.4 anførte maksimale FDP med 50 % af den tid, FDP

strækker sig ind i WOCL.

 

2. Forlængelse

 

2.1. Den maksimale daglige FDP kan forlænges med op til en time.

 

2.2. Forlængelse er ikke tilladt for en basis-FDP, der omfatter seks eller flere sektorer.

 

2.3. Når en FDP strækker sig ind i WOCL-tidsfasen med op til to timer, er forlængelser begrænset til fire sektorer.

 

2.4. Når en FDP strækker sig ind i WOCL-tidsfasen med mere end to timer, er forlængelser begrænset til to sektorer.

 

2.5. Det maksimale antal forlængelser er to i løbet af syv på hinanden følgende dage.

 

2.6. Når der planlægges forlængelse af en FDP, forøges minimumshvileperioden enten med to timer før og efter

flyvningen, eller også forøges hvileperioden efter flyvningen med fire timer. Når forlængelserne sker i forbindelse

med flere på hinanden følgende FDP'er, skal hvileperioderne før og efter de to flyvninger hænge sammen.

 

2.7. Når en FDP med forlængelse påbegyndes i tidsrummet fra kl. 22.00 til kl. 04.59, begrænser luftfartsforetagendet FDP

til 11,45 timer.

 

3. Kabinebesætning

 

3.1. Når en kabinebesætning indkaldes til en flyvning eller en serie af flyvninger, kan kabinebesætningens FDP forlænges

med forskellen mellem kabinebesætningens og flyvebesætningens mødetidspunkt, såfremt forskellen ikke overstiger

en time.

 

4. Operationel robusthed

 

4.1. Fartplanerne skal være udformet således, at flyvninger kan afsluttes inden for den maksimalt tilladte flyvetjenesteperiode.

Med henblik herpå træffer luftfartsforetagendet foranstaltninger til at ændre fartplanen eller besætningsplanen

senest på det tidspunkt, hvor den egentlige flyvning overskrider den maksimale FDP på mere end 33 % af flyvningerne

efter den pågældende fartplan i den deraf omfattede periode.

 

5. Positionering

 

5.1. Al positioneringstid tæller som tjenestetid.

 

5.2. Positionering efter et mødetidspunkt, men inden en flyvning, indgår som en del af FDP, men tæller ikke som en

sektor.

 

5.3. En positioneringssektor, som følger umiddelbart efter en tjenestegørelsessektor, indgår i beregningen af minimumshvileperioden som defineret i OPS 1.1110, punkt 1.1 og 1.2, i det følgende.

 

6. Udvidet FDP (opdelt tjeneste)

 

6.1. Under iagttagelse af artikel 8 kan myndigheden give tilladelse til en flyvning baseret på udvidet FDP, hvori der indgår

en pause.

 

6.2. Ethvert luftfartsforetagende skal under anvendelse af sine operationelle erfaringer og under hensyntagen til andre relevante

faktorer som for eksempel den foreliggende videnskabelige viden påvise over for myndigheden, at anmodninger

om en udvidet FDP svarer til et fyldestgørende sikkerhedsniveau.

 

OPS 1.1110

 

Hvile

 

1. Minimumshvile

 

1.1. Minimumshvileperioden inden en flyvetjenesteperiode, der påbegyndes på hjemmebasen, skal være mindst lige så

lang som den forudgående tjenesteperiode, dog mindst 12 timer.

 

1.2. Minimumshvileperioden inden en flyvetjenesteperiode, der påbegyndes på et andet sted end hjemmebasen, skal

være mindst lige så lang som den forudgående tjenesteperiode, dog mindst 10 timer. Når en minimumshvileperiode

tilbringes på et andet sted end hjemmebasen, skal luftfartsforetagendet sikre mulighed for søvn i otte timer under

behørig hensyntagen til fornøden rejsetid samt andre fysiologiske behov.

 

1.3. Luftfartsforetagendet skal sikre, at tidszoneforskellenes indvirkning på besætningsmedlemmerne kompenseres i

form af yderligere hvile efter regler fastlagt af myndigheden under iagttagelse af bestemmelserne i artikel 8.

 

1.4.1. Uanset punkt 1.1 og 1.2 og under iagttagelse af bestemmelserne i artikel 8 kan myndigheden give tilladelse til

ordninger vedrørende reducerede hvileperioder.

 

1.4.2. Ethvert luftfartsforetagende skal under anvendelse af sine operationelle erfaringer og under hensyntagen til andre

relevante faktorer som for eksempel den foreliggende videnskabelige viden påvise over for myndigheden, at anmodninger

om ordninger vedrørende reducerede hvileperioder svarer til et fyldestgørende sikkerhedsniveau.

 

2. Hvileperioder

 

2.1. Luftfartsforetagendet skal sikre, at den i det foregående beskrevne minimumshvileperiode forøges periodevis til en

ugentlig hvileperiode bestående af 36 timer inklusive to lokale nætter, således at der aldrig går mere end 168 timer

mellem afslutningen af en ugentlig hvileperiode og påbegyndelsen af den næste. Som en undtagelse fra

OPS 1.1095, punkt 1.9 kan myndigheden beslutte, at den anden af disse lokale nætter kan starte fra kl. 20.00, hvis

den ugentlige hvileperiode har en varighed på mindst 40 timer.

 

OPS 1.1115

 

Udvidelse af flyvetjenesteperioder på grund af hvile under flyvning

 

1. Under iagttagelse af bestemmelserne i artikel 8 og såfremt luftfartsforetagendet under anvendelse af sine operationelle

erfaringer og under hensyntagen til andre relevante faktorer som for eksempel den foreliggende videnskabelige viden

over for myndigheden påviser, at dets anmodninger svarer til et fyldestgørende sikkerhedsniveau, gælder følgende:

 

1.1. Udvidet flyvebesætning

Myndigheden fastsætter, hvilke krav der gælder i forbindelse med udvidet basisflyvebesætning, når flyvetjenesteperioden

udvides ud over det i OPS 1.1105 anførte.

 

1.2. Kabinebesætning

Myndigheden fastsætter, hvilke krav der gælder i forbindelse med minimumshviletiden under flyvningen for kabinebesætningsmedlemmer,

når FDP strækker sig ud over det i OPS 1.1105 anførte.

 

OPS 1.1120

 

Uforudsete omstændigheder under gennemførelsen af den egentlige flyvning - Luftfartøjschefens beføjelser

 

1. Under hensyntagen til behovet for nøje kontrol med de i det følgende beskrevne tilfælde kan under gennemførelsen

af den egentlige flyvning, som påbegyndes ved mødetidspunktet, de i denne subpart anførte grænser for flyvetjeneste-,

tjeneste- og hvileperioder ændres i tilfælde af uforudsete omstændigheder. Enhver ændring af denne art skal

kunne accepteres af luftfartøjschefen efter drøftelse med alle de øvrige besætningsmedlemmer og i alle tilfælde være

i overensstemmelse med følgende:

 

1.1. Den maksimale FDP, der er nævnt i OPS 1.1105 punkt 1.3, må ikke forøges med mere end to timer, medmindre

flyvebesætningen er blevet udvidet. I så fald kan den maksimale flyvetjenesteperiode forøges med højst tre timer.

 

1.1.2. Hvis der i den sidste sektor inden for en FDP indtræffer uforudsete omstændigheder efter start, hvorved den tilladte

forøgelse overskrides, kan flyvningen fortsætte til det planlagte bestemmelsessted eller til en alternativ flyveplads.

 

1.1.3. I tilfælde af sådanne omstændigheder kan hvileperioden efter FDP nedskæres, men aldrig til mindre end den i OPS

1.1110, punkt 1.2, i denne subpart fastsatte minimumsperiode.

 

1.2. Under særlige omstændigheder, som kan føre til alvorlig træthed, skal luftfartøjschefen efter drøftelse med de

berørte besætningsmedlemmer, nedskære den faktiske flyvetjenestetid og/eller forøge hvileperioden for at undgå

enhver negativ indvirkning på flyvesikkerheden.

 

1.3. Luftfartsforetagendet skal sikre følgende:

 

1.3.1. Luftfartøjschefen skal forelægge luftfartsforetagendet en beretning, når en FDP forøges efter luftfartøjschefens skøn,

eller når en hvileperiode nedskæres under gennemførelsen af den egentlige flyvning.

 

1.3.2. Når forøgelsen af en FDP eller nedskæringen af en hvileperiode overstiger én time, skal der senest 28 dage herefter

fremsendes kopi af beretningen til myndigheden med tilføjelse af luftfartsforetagendets kommentarer.

 

OPS 1.1125

 

Standby

 

1. Standby i lufthavn

 

1.1. Et besætningsmedlem er på standby i lufthavn fra mødetidspunktet på det normale mødested og til afslutningen af

den angivne standby-periode.

 

1.2. Standby i lufthavn skal medregnes fuldt ud i den samlede tjenestetid.

 

1.3. Hvis standby i lufthavn umiddelbart efterfølges af flyvetjeneste, skal forholdet mellem en sådan standby i lufthavn

og flyvetjenestetiden defineres nærmere af myndigheden. I sådanne tilfælde lægges standby i lufthavn til den tjenesteperiode,

der er omhandlet i OPS 1.1110, punkt 1.1 og 1.2, med henblik på beregning af minimumshvileperioden.

 

1.4. Hvis standby i lufthavn ikke fører til flyvetjeneste, efterfølges den mindst af en hvileperiode, som fastlagt af

myndigheden.

 

1.5. Når besætningsmedlemmer er på standby i lufthavn, stiller luftfartsforetagendet et roligt og komfortabelt sted til

rådighed, hvortil offentligheden ikke har adgang.

 

2. Andre former for standby (herunder standby på hotel)

 

2.1. Under iagttagelse af bestemmelserne i artikel 8 reguleres alle andre former for standby af myndigheden, som tager

hensyn til følgende:

 

2.1.1. Alle aktiviteter skal opføres i en fortegnelse og/eller meddeles på forhånd.

 

2.1.2. Tidspunktet for påbegyndelse og afslutning af standby skal defineres nærmere og meddeles på forhånd.

 

2.1.3. Den maksimale varighed af enhver standby andre steder end et angivet mødested skal bestemmes.

 

2.1.4. Under hensyntagen til hvilefaciliteter for besætningsmedlemmer og andre relevante faktorer skal forholdet mellem

standby og flyvetjenestetiden efter standby-perioden defineres nærmere.

 

2.1.5. Beregning af standby-tid i forbindelse med akkumulerede tjenestetimer skal defineres nærmere.

 

OPS 1.1130

 

Forplejning

 

Der skal være mulighed for at indtage mad og drikke for at undgå enhver uheldig påvirkning af et besætningsmedlems

præstationsevne, og navnlig når FDP overstiger seks timer.

 

OPS 1.1135

 

Registrering af flyvetjeneste-, tjeneste- og hvileperioder

 

1. Luftfartsforetagendet skal sikre, at der for hvert besætningsmedlem foretages en registrering af

a) bloktider

b) påbegyndelse, varighed og afslutning af hver tjeneste- eller flyvetjenesteperiode

c) hvileperioder og dage med fritagelse for alle opgaver

og at oplysningerne ajourføres, så kravene i denne subpart sikres overholdt. Der stilles kopi af disse oplysninger til rådighed

for besætningsmedlemmet efter anmodning herom.

 

2. Hvis luftfartsforetagendets registreringer i henhold til punkt 1 ikke omfatter alle besætningsmedlemmets flyvetjeneste-,

tjeneste- og hvileperioder, skal besætningsmedlemmet individuelt føre regnskab over sine

a) bloktider

b) påbegyndelse, varighed og afslutning af hver tjeneste- eller flyvetjenesteperiode

c) hvileperioder og dage med fritagelse for alle opgaver.

 

3. Inden et besætningsmedlem påbegynder en flyvetjenesteperiode, forelægger det på forlangende sine registreringer for

det luftfartsforetagende, som gør brug af vedkommendes arbejdskraft.

 

4. Oplysningerne skal opbevares i mindst 15 kalendermåneder regnet fra datoen for sidste relevante indførelse af data

eller længere, hvis dette kræves efter national ret.

 

5. Alle luftfartøjschefens beretninger om tilfælde, hvor flyvetjenesteperioder og flyvetid er blevet forlænget, og hvor hvileperioder

er blevet nedskåret, skal desuden opbevares separat af luftfartsforetagendet i mindst seks måneder derefter.