Medlemsmeddelelse - Vigtig afgørelse fra SLV, og så må vi videre
Som alle sikkert erindrer, så kom forårets overenskomstaftale
ikke i hus uden sværdslag. De fleste kan formentlig stadig huske
den behandling, Cabin Crew måtte stå model til i dagene op til
aftalens underskrivelse den 11. marts.
Efterfølgende, da CAU efterlyste en undskyldning eller i det
mindste en beklagelse af det passerede, var reaktionen fra SAS i
stedet, at "situationens alvor retfærdiggjorde det..".
En sådan indstilling kunne CAU af hensyn til fremtiden som
aftalepart og vogter af Cabin Crews arbejdsforhold selvsagt ikke
sidde overhørig uden at reagere. Vi sendte derfor en formel klage
til Statens Luftfartsvæsen (SLV), hvor vi klagede over, at SAS ved
tilskyndelse til mobning af CAU's medlemmer i dagene 8. - 12. marts
har tilsidesat CC's sikkerhed, sundhed og helbred i forbindelse med
deres flyvetjeneste. SLV har som tilsynsmyndighed for
arbejdsmiljøet for flyvende behandlet klagen, og vi gengiver her
ordret afgørelsens konklusion:
"Statens Luftfartsvæsen skal på baggrund af ovenstående konstatere,
at SAS giver udtryk for, at det psykiske arbejdsmiljø for
medarbejderne i kabinen givet har været under pres i omtalte
periode.
Statens Luftfartsvæsen konstaterer endvidere, at SAS' ledelse
derfor har fokus på eventuelle uønskede eftervirkninger i det
psykiske arbejdsmiljø, og at man i 4. kvartal 2010 planlægger at
gennemføre en APV på det psykiske arbejdsmiljø blandt medarbejderne
i kabinen.
Statens luftfartvæsen kan oplyse, at vi påtænker at følge sagen i
dens videre forløb.
Statens Luftfartsvæsen finder det endvidere vigtigt, at de
involverede medarbejdergrupper orienteres om det planlagte
initiativ".
Dette betyder ifølge CAU's opfattelse følgende:
At SAS uden at have villet erkende direkte tilskyndelse til
mobning, dog har anerkendt, at Cabin Crew har været sat under et
urimeligt pres i den nævnte periode.
At SLV som myndighed følger sagen, hvilket på jævn dansk betyder,
at man har "løftet en pegefinger" over for SAS.
At SAS har forpligtiget sig til at følge op på sagen, og sørge for
at det psykiske arbejdsmiljø for Cabin Crew er i orden, og i øvrigt
meddele CAU og CC, hvilke konkrete initiativer, som man i den
forbindelse kommer til at iværksætte.
CAU stiller sig meget tilfreds med denne afgørelse, og vi er glade
for, at SAS tilsyneladende også har et oprigtigt ønske om at komme
videre på en ordentlig måde.
Bestyrelsen
