SAS skal ikke betale for forskelsbehandling af medarbejdere
Nedenstående er sakset fra FTF's hjemmeside. Bestyrelsen deler
Bente Sorgenfreys ærgelse over den manglende godtgørelse, men vi
glæder os imidlertid over at højesteret slår fast, at der
var tale om forskelsbehandling. Bestyrelsen tager
derfor resultatet til efterretning.
Hilsen Bestyrelsen
Højesteret slår i ny dom fast, at SAS har aldersdiskrimineret
medarbejdere. Selskabet slipper dog for at give et økonomisk
plaster på såret, da dommerne ikke mener, der er tale om en grov
overtrædelse af loven om forskelsbehandling.
SAS har overtrådt lov om forskelsbehandling, men ikke så groft, at
medarbejdere har ret til et økonomisk plaster.
Flyselskabet SAS slipper for at give i alt 25 medarbejdere et
økonomisk plaster på såret efter at have aldersdiskrimineret dem i
en årrække. Det har Højesteret netop slået fast. Dermed går landets
øverste domstol mod afgørelsen fra Østre Landsret, hvor SAS blev
dømt til at betale de kabineansatte 50.000 kroner hver.
Dommen fra Højesteret slår fast, at SAS har overtrådt loven om
forskelsbehandling ved ikke at betale pension til flere
medarbejdere over 60 år i en årrække. Men da medarbejderne
efterfølgende har fået pensionen, er der ifølge de fem dommere
ingen grund til at give en ekstra kompensation for
aldersdiskrimineringen.
Begrundelsen er blandt andet, at manglende pensionsindbetaling ikke
er så slemt som fx at diskriminere ældre ved fyring eller
forflyttelse. Det ærgrer FTF-formand Bente Sorgenfrey.
"Vi har nu på den ene side Højesterets ord for, at det var
aldersdiskrimination at stoppe med indbetalingerne til pension. Men
på den anden side er det smadder ærgerligt, at medarbejderne ikke
får kompensation for at have undværet pensionsindbetalinger i tre
år," siger hun.
Hovedorganisationen FTF og de kabineansattes fagforbund CAU har
ført sagen for tre kabinemedarbejdere i SAS, men det drejer sig om
i alt 25 ansatte. Selskabet droppede pensionsindbetalinger til de
tre, da de fyldte 60 år. De var ansat i selskabet på et tidspunkt,
hvor pensionsalderen ifølge overenskomsten var 60 år. Aldersgrænsen
blev dog sat op til 65 år, da forskelsbehandlingsloven blev ændret
i 2004 (i dag er lovens grænse 70 år).
På grund af de nye muligheder valgte medarbejderne at fortsætte,
selv om de var fyldt 60. SAS valgte dog at stoppe pensionsbidraget
til medarbejderne. Selskabet henviste blandt andet til, at det
ifølge overenskomsten var tvivlsomt, om medarbejdere over 60 år
skulle have udbetalt pension. De to parter kunne ikke enes, og
sagen endte i det fagretlige system. Her blev SAS pålagt at
indbetale pension med tilbagevirkende kraft.
Herefter har FTF og CAU lagt sag an mod SAS med påstand om
aldersdiskrimination og en godtgørelse til hver enkelt af
medarbejderne. Både Østre Landsret og Højesteret slår fast, at der
er tale om aldersdiskrimination og en klar overtrædelse af loven om
forskelsbehandling. Landsretten mente, at SAS skulle give
kompensation på 50.000 kroner per medarbejder ud over den pension,
der efterfølgende blev udbetalt.
Højesteret slår dog fast, at SAS har gjort nok ved at betale
medarbejderne den pension, de i første omgang blev snydt
for
