Medlemsmeddelelse - Nyt fra Bestyrelsen

Bestyrelsen har på baggrund af medlemshenvendelser konstateret, at der især er tre emner, der optager sindene blandt CC, nu hvor sommeren har meldt sit indtog.

 

Tilbagemeldinger til CAU fra medlemmer om brud

Som reaktion på vores medlemsmeddelelse, udsendt den 25. maj, hvori vi beder medlemmerne om tilbagemeldinger på flere forskellige områder, har vi modtaget mails, printede rosters, telefoniske henvendelser osv. i et omfang, som vi slet ikke havde forestillet os. Det er glædeligt, at så mange medlemmer melder tilbage, men det er jo på en særdeles trist baggrund. Imidlertid er den eneste måde, hvorpå vi kan holde SAS fast på, at man skal agere iht. indgåede aftaler, lovgivning mv., hvis vi kan dokumentere, at det modsatte er tilfældet. Det kan vi, og som sagt i et uhørt stort omfang. Vi skal derfor opfordre til, at man fortsat kommer med de tilbagemeldinger til CAU, som vi oplistede i medlemsmeddelelsen i maj.

 

Derudover har vi registreret et nyt fænomen. Ved flere lejligheder ser man tilsyneladende, at CC (især ved disponering af standby duty) kommer over de 42 timer på 7 dage (i et enkelt tilfælde 48 timer). Nogle årvågne CC har så af egen kraft selv opdaget dette, hvorefter de har henvendt sig til SAS for at få deres roster ændret, så den holder sig inden for aftalen. I et enkelt tilfælde var svaret: "Det kan ikke være rigtigt at cabin crew går i så små sko!". Den bemærkning vil vi lade stå for sig selv. Vi vil her begrænse os til at gøre opmærksom på fænomenet. Vi ved jo ikke, hvor mange CC, der kommer op over den maksimale arbejdstid uden at opdage det.

 

Udmeldt ændring af purserrollen

Vi er takket være en del henvendelser blevet gjort bekendt med, at man på de af SAS afholdte Purserdage har meldt ud, at man ønsker at udvide purserrollen, og at man for nuværende arbejder på et oplæg for dette. Af henvendelser fra deltagere på disse purserdage, må CAU forstå, at man påtænker en endog meget stor udvidelse af pursernes ansvarsområde. Derfor har vi rettet henvendelse til baseledelsen, og gjort opmærksom på, at en sådan udvidelse af pursernes ansvars- og ansættelsesområde ikke kan gennemføres uden forhandling med CAU. Eksempelvis skal aflønning, check-in-/check-outtider mv. jo i sagens natur svare til det arbejde, der udføres. SAS har efter CAU's henvendelse indkaldt til møde om purserrollen, hvor de vil fremlægge deres tanker, og dette møde finder sted i august.

 

Turn Around Conference

Dette emne har vi kun fået enkelte henvendelser omkring, men da der forekommer et ikke uvæsentligt pres fra SAS's side for at få det gennemført, har vi alligevel valgt (igen) at melde CAU's standpunkt ud, så medlemmerne selv kan foretage en vurdering.

Som det er alle bekendt indfører SAS nu TAC i København. TAC er ganske givet et glimrende instrument for at opretholde en god punktuallity, og som sådan kan CAU selvfølgelig støtte op om det formål.  Til projektet har SAS valgt, at der skal bruges telefoner, i stedet for, som andre steder: Walkie talkies. Den teknologiske udvikling taget betragtning, sikkert et naturligt valg.

Nu har SAS så imidlertid krydret deres projekt med at tilbyde, at Air Pursers og SCC på CRJ selv kan købe de telefoner, som SAS forventer, at den enkelte skal bruge som redskab i sit arbejde. For at sikre, at så mange som muligt, selv køber telefonerne, fremstår det abonnement, som man får tilbudt, umiddelbart fordelagtigt.

 

Vi skal dog gøre opmærksom på en række ting, inden man beslutter sig for at sige JA:

 

  • SAS er juridisk ejer af telefonen.
  • Ved opkøb binder man sig til abonnementet i 18 måneder.
  • Uden at definerer det, så forventer SAS et normalt forbrug på telefonen, i modsat fald vil prisen på abonnementet stige for alle.
  • SAS har ikke ønsket, at indgå aftale med CAU om, hvad den enkelte er forpligtiget til, når man har købt telefonen. Her tænkes eksempelvis på, om man er forpligtiget til at tage telefonen i sin fritid, under ferie etc.
  • Vil SAS lukke ned for telefonen ved en "lovlig" strejke i forbindelse med en overenskomstforhandling, således at man pludselig kan risikere at stå uden telefon?
  • SAS's planlægger, at man fremover modtager ændringer til schedule, via SMS.
  • SAS optager alle samtaler når man er i "Conference call"
  • Generelt er det CAU's opfattelse, at bruttolønstræk ikke kan gennemføres af arbejdsgiver uden forudgående aftale med overenskomstsparten.
  • Skattelovgivningen forudsætter, at bruttolønnen sænkes med det givne beløb og det er ikke foreneligt med de aftalte lønvilkår for kollektivet.
  • I tillæg til ovenstående, er der yderligere uafklarede spørgsmål, eksempelvis omkring håndteringen af optaget samtaler etc.
  • De skattemæssige forhold i øvrigt er, uanset hvad der tidligere er meldt ud, stadig uafklarede

 

CAU har som sådan ikke noget imod projektet, men er af den opfattelse, at hvis SAS mener, at dette er nødvendigt for at fastholde eller forbedre punktuallity, så skal telefonerne stilles til rådighed for crew, som ethvert andet arbejdsredskab, og den enkelte skal have mulighed for at deponere arbejdsredskabet ved arbejdsdagens afslutning. Så ville man kunne indføre TAC-systemet umiddelbart, og uden problemer, og vi spørger os selv om, hvorfor man så ikke har gjort netop dette.

 

Når nu SAS alligevel i stedet for vælger at gå ud med et telefontilbud, så må vores mindste forventning være, at det for alle og enhver er klart og tydeligt, hvad som er gældende.  Inden ovenstående fremhævede punkter er afklaret, kan vi således ikke anbefale, at man køber telefonen.

 

Endelig er der en masse ubehagelige perspektiver på længere sigt, som vi også mener, man bør overveje. Hvis man kan få roster, opdatering af denne (herunder omdisponering), cari, crewprocedure, mails osv. på telefonen, hvilket arbejdsmiljø vil vi så ende med at have? Der er, som det antydes, mange gode grunde til, at vi lige trækker vejret for en stund, og tænker disse vidtrækkende perspektiver igennem, så der ikke gøres noget, der ikke er velovervejet.

 

Fortsat god sommer

 

Bestyrelsen