Situationen i Japan - opdateret
Situationen i Japan ser ud til at udvikle sig time for time. Informationerne i nyhedsmedierne er mange, og kan fra tid til anden være noget forvirrende.
Fra CAU's side følger vi naturligvis udviklingen kontinuerligt, ligesom vi er i løbende dialog med SAS. SAS planlægger nu, at flyve via Beijing til Tokyo, for at opretholde produktionen. SAS har skrevet ud, at man vil opretholde en midlertidig base i Beijing. Vi skal gøre opmærksom på, at der ikke er tale om oprettelse af en base, det kan ikke ske uden forhandling med CAU, men tale om ændring af slingerne til Tokyo. SAS planlægger således, at sende besætninger deadheaded til Beijing og efter gennemført hvile flyve aktivt Beijing - Tokyo - Beijing. Efter hvile i Beijing, igen retur til København.
CAU har meddelt SAS, at vi på trods af den ulykkelige situation i Japan, forudsætter at overenskomsten mellem CAU og SAS holdes til fulde, og det gælder alt fra aftale om planlægning til afvikling, inklusive den såkaldte afviklingsaftale. Afvigelser kan kun ske efter aftale med CAU.
Fra den lokale ledelse i København møder vi stor forståelse, for de tanker som Cabin Crew gør sig og vi er enige om, at ingen Cabin Crew skal føle sig tvungne til at gennemføre flyvninger til Tokyo, hvis man føler sig utryg. Vi skal gøre opmærksom på, at det er vores opfattelse, at SAS gør alt hvad de kan, for at sikre Cabin Crew's sikkerhed og helbred, men skulle der være Cabin Crew, som på trods af det, ikke føler sig trygge ved at skulle flyve til Tokyo, er det aftalt at CC kan henvende sig til CPHOK for at blive omdisponeret til anden produktion.
CAU følger situationen og skulle der komme ny information, vil vi naturligvis holde jer orienteret.
